Fortsat indsats skal sikre torsken

Fødevareministeriet

22/10-2003

Det Internationale Havforskningsinstitut (ICES) har i en pressemeddelelse i går oplyst, at bestanden af torsk i Nordsøen stadig er på et meget lavt niveau. I en rapport, der vil blive fremlagt senere denne uge, vil ICES rådgive om at stoppe for fiskeriet efter torsk i 2004, da bestanden fortsat er under den biologiske minimumsgrænse.

På den baggrund udtaler fødevareminister Mariann Fischer Boel:
"Det er mit indtryk, at rådgivningen i sit indhold er stort set enslydende med rådgivningen for 2003.

Det er selvfølgelig bekymrende, at bestanden fortsat befinder sig på et meget lavt niveau, men jeg har dog noteret mig, at bestanden ifølge oplysningerne fra ICES har udviklet sig positivt, siden sidste års rådgivning."

Rådet af fiskeriministre besluttede i december sidste år en meget væsentlig reduktion af kvoten for torsk i Nordsøen og for en midlertidig genopretningsplan, hvor der som et vigtigt nyt element blev indført en begrænsning af antallet af havdage i fiskerier, hvor der fanges torsk.

"Det er vigtigt at understrege, at begrænsningen af havdagene først er gennemført i februar/marts i år, og ingen havde forventet, at virkningen på torskebestanden allerede ville kunne aflæses direkte i den bestandsvurdering, som netop er fremlagt. Der skal simpelthen gå længere tid, inden effekten kan registreres," siger Mariann Fischer Boel (V) og fortsætter:

"Desværre har ICES ikke foretaget en vurdering af effekten af de omfattende foranstaltninger, som vi har gennemført for fiskeriet i 2003, og som forventes at give en positiv effekt på torskebestanden.

Der er ingen tvivl om, at der fortsat er et stykke arbejde at udføre, før vi igen har en sund torskebestand i Nordsøen.

Jeg kan dog allerede nu sige, at jeg ikke kan forestille mig en situation i 2004, hvor der ikke kan drives fiskeri efter torsk i Nordsøen."






ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site