Ny golfklub ved ÅrhusMarkusminde Golf Club03/09-2003 Markusminde Golf Club - den nye golfklub ved Århus har efter den officielle åbning mærket en stor interesse fra ivrige golfspillere i og omkring Århus. Klubben - der ligger 17 km fra Århus - havde før den officielle åbning omkring 70 medlemmer – et tal der er blevet tredoblet på kun en måned. Fornem ros ved åbningen Ved den officielle åbning var omkring 500 mennesker mødt op, og de kunne blandt andet høre Søren Clemmensen fra Dansk Golf Unions bestyrelse rose banens fine stand: ”Jeg har været med til mange baneåbninger hvor der var undskyldninger for at f.eks. greens eller fairways ikke var helt klar. I Markusminde behøver man ikke nogen undskyldning, for den er i perfekt stand fra starten”. Med det flotte skudsmål var stilen lagt for resten af dagen, der også bød på Finn Nørbygaard, golf show og flyshow. Mange begyndere Den store interesse fra folk, der ikke tidligere har været medlem af en golfklub, har betydet at klubben har oprettet mange begynderhold. ”Der er startet otte begynderhold i august måned, og vi har seks planlagt i september” udtaler klubbens formand Claus Møldrup. Alle hold i august var fuldt booket op, men der er dog endnu muligt at få plads på et par af septemberholdene. Klubbens pro Karsten Maas, der har været træner siden 1987, har aldrig tidligere i hans karriere haft så mange begyndere på samme tid, og det selv om han har fået assistance fra tidligere Challenge Tour spillere og pro træner – Jakob Greisen. Populært åbent hus Klubben har siden juli afholdt åbent hus hver søndag fra middag og tre timer frem. Med gratis instruktion og lån af jern til at slå bolde ud fra en udslagsmåtte på drivingrange, har arrangementet været så populært at der til tider har været kø for at komme til på de 20 udslagsmåtter. Klubben fortsætter med åbent hus til midt i september, men regner med at genoptage aktiviteten til foråret. Forventer stort rykind i 2004 Til næste år når banen er fuldt udbygget med 18 huller, forventer klubben mindst den samme store interesse fra både begyndere, men også fra etablerede golfspillere fra andre klubber i det østjyske. Der har været mange greenfeespillere fra omkringliggende klubber, hvoraf flere har et lidt for stort pres på deres bane. I Markusminde har det hidtil været let at få tid til at spille golf. Claus Møldrup fortæller at klubben har til hensigt ikke at opnå mere end 900-1000 medlemmer, for at det også fremover er muligt at få tid til at spille – også i weekenden. |
||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |